Reform af flexjob og førtidspension

Mange MSere kan komme til at blive berørt af de nye reformer på arbejdsmarkedet for flexjobbere og førtidspensioner. MSere har som man kan læse på Scleroseforeningens hjemmeside været gode til at komme ind på arbejdsmarkedet de seneste år, mange af dem i flexjob. Mon ikke det at man i de sidste 15 år har kunnet behandle sclerosen er en væsentlig årsag, som har spillet godt sammen med at man samtidig fik flexjobordningen? MSere har dermed gået imod strømmen og er langt mere i beskæftigelse i dag end for få år siden, og det er godt, for livet uden arbejde KAN blive lidt en ørkenvandring..

De største problemer med reformen er som jeg ser det særlig to aspekter:

1) manglende socialpolitiske tiltag, der åbner arbejdsmarkedet op for både fleks jobbere og særlig andre syge og socialt udsatte. Uden denne del i reformen, bliver det jo et perspektivløst forehavende. Uanset nedgangstider eller opgangstider er det danske arbejdsmarked med dets flexicurity system ikke særlig gearet til at betjene grupper med reduceret arbejdsevne. Den lave jobsikkerhed som følge af arbejdsgiverens udvidede ret til at fyre medarbejdere i forhold til mange andre lande, gør det nemt et erstatte en syg medarbejder med en rask, og der findes ikke nogen incitamenter til at ansætte en person for eksempel i et flexjob eller på andre særlige vilkår. Og ledigheden bland fleksjobbere er ca 4 gange større procentvis end blandt arbejdsløse på almindelige vilkår. På den anden side må man jo notere sig at der er blevet oprettet ca 50,000 flexjobs, langt flere end forventet, faktisk alt for mange i forhold til de forventninger der var til ordningen. Men det er vel ikke en urimelig antagelse at dem der er i flexjobs i dag er relativt velfungerende, samt at nuværende ordning er god også ved arbejdsiverene. Skal man have nye grupper ind på arbejdsmarkedet som nu står udenfor sker det mok ikke af sig selv. For eksempel er det meget svært for de psykisk syge at få et job. Indtil nu har man skullet have minimum 33% restarbejdsevne for at kunne visiteres til et flexjob. Nyt er at mennesker med helt ned til ca 5 % restarbejdsevne også skal kunne visiteres til flexjob -det vil sige næsten alle der i dag bliver tilkendt førtidspension skal visiteres til flexjob, da det vel næsten ingen er som ikke kan gøre et eller andet to timer om ugen?
Er arbejdsmarkedet klar til at tage imod alle disse mennesker med meget lille arbejdsevne???
Det tror jeg ikke der findes nogle undersøgelser af.
I tilfælde hvor der ikke er jobs vil ydelsen på lang sigt være 10,400 i måneden (kontanthjælp eller planlagt ledighedsydelse for flexjobbere) i stedet for 17400 som nu er førtidspensionydelsen som gives til borgere med erhvervsevne nedsat med mindst 2/3. (Beløbene er før skat)
Hvis mennesker med en meget lille arbejdsevne kan få et job hvis de ønsker det, synes jeg det er en god ting, absolut, men hvis resultatet er hverken job eller førtidspension, men kontanthjælp, som er meget nærliggende at forestille sig, er det virkelig et elendigt resultat for de aller mest svækkede af de fremtidige fleksjobbere!!

Jeg synes faktisk at hvis man kun har en arbejdsevne på nogle få timer om ugen, bør man have lov til at selv vælge om man vil arbejde eller bruge tiden på at ordne private ting, som hus og have, indkøb, rengøring, madlavning etc. Disse arbejdsopgaver tager som bekendt flere timer daglig for en gennemsnitskvinde i en familie, og hvem skal lave maden hvis arbejdsevnen bruges på lønarbejde??
Altså at mennesker med megen lille arbejdsevne selv skal have lov til at vælge om de vil arbejde - eller bruge tiden på omsorg for sine børn og husarbejde - der følger ikke automatisk en au-pair med en diagnose.. Ingen skal parkeres på passiv forsørgelse hedder det fra beskæftigelsesministeren. Det lyder jo godt hvis det betyder at mennesker som kan og vil være på arbejde skal have lov til det, selv om de har en kronisk sygdom der påvirker deres arbejdsevne. Jeg mener fortsat at førtidspension kan være en rigtig god løsning for mange alvorligt syge uanset alder -det giver ro omkring økonomi og tid til at hvile og genoptræne, kræfter til at være forælder og tage sig af de praktiske gøremål vi alle dagligt skal ordne.

Når det gælder at etablere alle de nye flexjobs for mennesker med lille arbejdsevne,  kunne et tiltag for eksempel være etablering af et nationalt kompetencecenter der hjælper arbejdsgivere med at komme i gang med at etablere en social profil for deres virksomhed, for eksempel et særligt mærkat som "socialt ansvarlig arbejdsgiver" for virksomheder der ansætter et vist antal mennesker i disse kategorier, som for eksempel kan give konkurrence fortrin ved offentlige indkøb eller andre konkrete belønninger. Eller hvad man nu kan finde på, der ville være effektivt. Denne del af reformen ser ud til at mangle og er kritisk i forhold til at øge beskæftigelsen.

2)  genindførelsen af fattigdomsydelser, for ledige fleksjobbere og unge kronisk syge, og lad os sige unge middel aldrende under 40, fordi ungdomsfasen er vel overstået mellem 25 og højst 30 år, derefter er det et voksenliv med andre behov økonomisk og socialt. I værste fald kan det blive et livslangt forløb med en ydelse efter skat på 6-7000 kroner i måneden. Førtidspension giver til sammenligning ca. 11000 om måneden efter skat.

Det lyder jo også godt med et særlig tilbud til mennesker under 40 år, som skal hjælpe dem til at komme ind på arbejdsmarkedet, men når man kender lidt til kvaliteten på aktiveringen af almindelige ledige er man jo noget skeptisk.. Der bør i hvert fald komme et tværfagligt team på plads, så det ikke er kommunale sagsbehandlere der sidder og tager afgørelser for alvorligt syge menneskers forløb - med en speciallæge for den pågældende sygdom, for eksempel en psykiater for de alvorligt psykisk syge og en neurolog for MSere. Sådan som det er i dag, kan kommunen tage beslutninger på tværs af de lægelige anbefalinger, og dermed tage meget uhensigtsmæssige beslutninger, for eksempel om aktivering af mennesker som er i en akut sygdomsfase og har brug for ro og restitution inden rehabilitering reelt kan påbegyndes. Som rask tænker man at aktivitet altid er bedre end passivitet, også kaldt hvile og restitution, men det er ikke altid tilfældet som nogle af os ved udmærket fra egen krop. I øvrigt bør den kronisk syge selv være med til at afgøre sin egen sag, på lig linje med sagsbehandlere og andre personer i de nye team. Som det er i dag, skal patienten eller klienten eller borgeren hedder det vidst inddrages, men har ikke nogen reell indflydelse på sin egen sag, dette synes jeg burde ændres, ikke sådan at vi selv kan bevilge os offentlige ydelser efter eget forgodtbefindende, men syge mennesker bør have ret til at bestemme over eget liv på linje med andre mennesker, ærlig hvis man skal være i femårige forløb, vil det jo være ganske absurd hvis man ikke selv skal bestemmer hvordan man vil bruge sin tid, ligesom alle andre mennesker!

Det med at reducere tilskuddet til flexjobs fra maks. 24,000 til ca 16,000 er jeg faktisk lidt ambivalent til. Jeg synes selvfølgelig i solidaritet med flexjobberne at de skal have en løn på linje med alle andre, men mit hjerte banker også for førtidspensionisterne, og er det rimelig at en der overhovedet ikke kan arbejde kun skal få et månedlig tilskud på 17,000 kroner (førtidspension) og en der kan arbejde 12,3 timer skal få et tilskud på op til 24,000 kroner (maksimal offentlig refusion for udgifter til løn) plus løn for de timer man faktisk arbejder? Hvis en førtidspensionist kan arbejde lidt, kan vedkommende få et løntilskudsjob til 50 kroner i timen, hvoraf det offentlige betaler de 30, før skat. Der går i dag et skarpt skille mellem dem der kan arbejde 12,3 timer og dem der ikke kan.
Måske burde førtidspensionen i stedet hæves til 36,000 kroner i måneden afhængig af tidligere løn og uddannelse? Jeg tror Mette F siger nej..
Men alvorlig talt er det en meget svær diskussion, i det hele taget det med udgifterne til social og sundhed. Hvor går grænserne, for selvfølgelig er der grænser, både for hvor mange penge man kan bruge på overførselsindkomster, mediciner og andre ydelser. Måske er det rigtig at grænserne er overskredet allerede, men det bliver svært at tage stilling når man kun tager et aspekt af gangen, uden et overordnet diskussion af hvor man kan spare og hvor man kan hente flere penge...
Jeg troede det var rød politik at tage fra dem der har mest først, det er det i hvert fald åbenbart ikke længere. Gammeldags solidaritet med syge og socialt udsatte skal man helt ud på yderste venstrefløj for at finde, og ikke overraskende synger DF også med.