Har fået flere kommentarer omkring mit indlæg om kærligheden i går, både her på bloggen og på mails og facebook. Tak for det. Jeg tænker der er mange der længes efter kærlighed, og har man en alvorlig og lumsk sygdom som MS kan det være rigtig svært med kærligheden; tvivlen på om man kan være noget for nogen, den usikre fremtid, mindreværdsfølelse, reduseret seksuel formåen, fatigue, fysiske handicaps etcetera. Et godt helbred er en viktig faktor for den "markedsverdi" man har. Jeg har syntes at det at sælge mig selv på det marked var noget jeg havde svært for. Men jeg har også samtidig vidsst at der findes en kærlighed der rækker hinsides alt dette, den dybe kærlighed mellem mand og kvinde, der hvor kærligheden nærmer sig det guddommelige og trancenderer disse begrænsninger som vi selv og omgivelserne har defineret i en meget snever virkelighedsopfatning. Det er denne kærlighed man skal dyrke i sig selv og håbe på at møde både i sit åndelige liv og i det fysiske jordiske aspekt, manifisteret som kærlighet til en mand eller kvinde. Den indre vej går gennem meditaion og bøn, og arbejdet med at give slip på alle planer, sådan at en åbning kan finde sted, ligsom man vandrer fortrøstningsfuldt i den dybe skov og pludselig åbenbarer der sig en lysning med en lille kilde, masser af lys og liv.
Der er håb forude. Det aller største: At give sig fulstendig hen; at blive modtaget og selv at modtage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar