torsdag den 28. juni 2012

Livet med remote control

Vidste du at fjernbetjeningen oprindelig var udviklet som et hjælpemiddel? Efterhånden som der findes adskillige fjernbetjeninger i ethvert hjem har fjernbetjeningen gået fra at være et hjælpemiddel til en almindelig gadget for hvermand. Selv har jeg adskillige af slagsen; til CD-spilleren, til elevationssengen, til TV, CD-afspiller og satelitmodtageren, og sikkert et par andre som jeg ikke lige kommer i tanker om.. Jeg er ved at få installeret lys med fjernbetjening i soveværelset og tilstødende rum, så det bliver slut på natlige toaletbesøg famlende i mørke. Jeg overvejer endog en emhætte med fjernbetjening til mit nye køkken. Sådanne hjælpemidler er helt accepterede og man tænker vel ikke at man kommer ind i en funktionshæmmets hjem når man ser at vedkommende har et par fjernbetjeninger liggende?
En kørestol eller rollator, en stok eller strømpepåtrækker derimod er deciderede hjælpemidler som vi ikke på samme måde lige synes det er fedt at eje. Forskellen: Udbredelse og social accept, samt at sidstnævnte kun bruges af mennesker med en væsentlig funktionshæmning. Mærkelig egentlig, hvordan vi ser forskelligt på tingene afhængig af funktion og ejermand, men sådan er der så meget...

Ingen kommentarer: