søndag den 15. januar 2012

Mange veje til Rom? Mere om motion og træning.

Jeg skrev for nylig om mine efterhånden vel etablerede motionsvaner, med 1/2 times motion dagligt, mindst. Der kom så en kommentar til indlægget med henvisning til sundhedsstyrelsens opgradering af anbefalingerne for nylig, til at nå høj intensitet i træningen, af en vis varighed mindst to gange om ugen, og dagligt høj intensitet i kort tid. Det fik mig til at tænke lidt over tingene, hvad er der egentlig der er godt når det gælder træning? Min bror som har begrænset tid til træning bruger højintensiv konditionstræning en halv time tre gange om ugen som sin træning, og det giver rigtig gode resultater.

Under dagens tur i fitnesscenteret faldt jeg over BT som havde Chris McDonald på forsiden - daglige gåture gir tilstrækkelig motion siger han - hmm - jeg læser videre: Gåturen bør ideelt vare i 90 minutter, det giver god gang i fedtforbrændingen og også en god form, start med 15-30 minutter og øg gradvist.

Spørgsmålet er så om man kan komme i god form uden at træne intensivt? OG hvad er det at være i god form? Lad os sige at det er at være slank, have en god lungekapacitet, og at have energi. Det sidste er måske en svært målbar størrelse og afhængig af mange faktorer... En person der er i god fysisk form der får en depression eller går ned med stress vil for eksempel opleve at miste næsten al sin energi, selv om kroppen kan være nokså veltrænet. Mens modsat kan man møde fysisk handicappede mennesker med begrænsede muligheder for træning med meget energi. Så energi er et lidt mere mystisk begreb end de mere objektive sundhedsparametere.

Mine yogalærere, nuværende og forhenværende, vil jeg sige er mennesker i meget god form, men de træner hverken konditions- eller styrketræning. De træner selvfølgelig yoga dagligt, typisk i to-tre timer, men i yoga får man ikke pulsen op, tvært imod man får hellere pulsen ned ved hjælp af dybe vejrtækninger. De er faktisk nogle af de sundeste mennesker jeg ved om.
Hvordan kan det være at de er i så god form?

Åbenbart er der flere veje der fører til den gode form. Måske er der noget med tiden man bruger i aktivitet, at lav intensiv aktivitet som yoga og gåture er godt hvis man bruger meget tid på det, medens mere højintensiv træning giver gode resultater ved meget mindre træningsmængder. Men er resultatet det samme? Og hvad er egentlig bedst for kroppen? Måske er svaret individuelt?

Ingen kommentarer: